Bureau eller gør det selv?

Din digitale værktøjskasse

Bureau eller gør det selv?

Til alle, der står på kanten af en tilsyneladende stor beslutning…

 

Skal vi bruge et bureau, eller skal vi gøre det selv? Spørgsmålet kunne lige så vel være: Skal vi bruge en konditor, eller skal vi bage selv? At bage selv bliver fremragende, og familien vil elske det. Men ville du sælge den videre til et bryllup eller en reception? Og tør du opgive dit nuværende arbejde og kaste dig ud som konditor?

Måske en lidt vag sammenligning, men i bund og grund handler det om at forstå opgaven/indsatsen og hvorfor det er en rigtig god idé at tage et bureau med i processen. Se, det er jo ikke familien eller nære venner, der skal spise kagen. Den rigtige opgave er at få helt nye mennesker, som vi ikke allerede kender, til at smage og købe mere kage… og her stopper sammenligningen.

Til alle virksomheder og iværksættere, der går i gang med markedsføring, kommunikation og reklame – læs godt efter… Opgaven er ALDRIG en hjemmeside, en brochure eller Meta og Google. Opgaven er altid HVORDAN vi skaber mere synlighed i markedet, større konkurrenceevne, tydelig genkendelighed i målgruppen og vækst i omsætningen. Så er det korrekt, at de førstnævnte er rigtig gode midler, men uden en sammenhængende forståelse for hvorfor og hvordan det skal udnyttes, er det ofte lidt spild af tid.

Det som bureauerne bidrager med, er en køreplan på kort og lang sigt. En plan, der overskuer hele indsatsen i de niveauer, hvor virksomheden skal markedsføre og brande sig for at øge omsætningen og kendskabsgraden. Der bliver skabt en rød tråd i kommunikationen, der udvikles kreative kampagner og materialer tilpasset brugen og adfærden på de forskellige platforme, og der holdes løbende øje med udviklingen. Vinkler, der skaber opmærksomhed, og som adskiller virksomheden fra konkurrenterne, med et fokus på, konstant, at være attraktive hos målgruppen. Samtidigt foregår der en løbende før-, under- og efteranalysering, der tilfører viden om markedet til den lange plan.

Her er lidt overvejelser…

 

  • Hvis dine konkurrenter benytter et bureau til bare dele af deres markedsføring, så har de samlet set mere tid til rådighed til udvikling af virksomheden.

  • Bruger du 5-10% af din egen tid på markedsføring, er det formodentligt i det nederste lag i købsrejsen, altså pris, tilbud, køb nu. Og dine opslag på Sociale Medier er præget af ‘nu laver vi det her’, ‘I morgen laver vi det her’, ‘Vi har lige fået denne her’, osv. Lidt groft sat op, men tiden bliver brugt på det absolut lige fremme. Et bureau vil hjælpe dig med at have flere interessante historier og indhold at dele, så du øger synligheden og dit engagement på sociale medier, og markedsføringen rammer i alle købsrejsens lag fra den starter til et køb.

  • Prisen for et bureau er i langt højere grad tid og erfaring end produktion af indhold og materialer. Bureauerne laver ikke andet end kommunikation til forskellige formål, og er vant til at analysere data, arbejde med målgrupper, og du køber så at sige ‘hele’ bureauet med flere kompetencer i huset.

  • Adgang til ‘Bureau-programmer’, udover at være en meget stor kasse af værktøjer, så ligger der hundredevis af timer i bl.a. uddannelse/erfaring. Ikke så meget i brug af programmerne, men mere i det arbejde, der ligger før, vi griber værktøjskassen. For langt de fleste grafikere, designere, skribenter, fotografer m.fl. er de værktøjer, der benyttes, blot en hammer til at slå sømmet i med.

  • AI, skide god idé, men husk, at andre kan få lignende resultater, og det kan være tidskrævende at verificere de resultater, du får. Benytter du AI til fremstilling af grafik, tekster og billeder, når du langt, men husk at gå i dybden med din profil, så du ikke laver for mange materialer og tekster, der stritter i meget forskellige retninger. Det samme gør sig gældende for skabelonværktøjer som Canva. Fremragende værktøj, men du skal have styr på din visuelle identitet!

  • Hvis din markedsføring bør være én samlet og sammenhængende indsats på kryds af kanaler og platforme, og en indsats der kan analyseres, måles og udvikles, så vil et bureau hjælpe dig med at indkøbe de rigtige leverandører og sikre, at der er skabt en platform af medier, så indsatserne hænger sammen og skaber synergi.

De fleste bureauer kan sagtens hjælpe med dele af den plan, der skal eksekveres. Måske er det vigtigst, at I udarbejder strategierne med et bureau, og så tager I over på eksekveringen, eller blot skal have materialerne produceret med en retningslinje for, hvordan de skal anvendes. Det kan også være, at I har brug for hjælp til indkøb hos underleverandører.

At arbejde tæt med et bureau er ikke det samme som at være afhængig af det. Og hvad angår priser, så er de generelt meget fair. De fleste bureauer, uden hyldeprodukter og abonnementer, baserer estimater på tid og materialer, og I kan altid forlange et regnskab over forbrug, hvis I synes, det løber løbsk. Men hvor meget kan man i grunden nå på et par timer…?
Jeg nåede at komme nogenlunde igennem dette beskedne bidrag, men håber, det kan inspirere jer til at tage kontakt til et bureau med spænding og optimisme, mere end ‘øv, det bliver dyrt’. For det bliver sjovt og spændende, når først I kommer i gang!

Del denne artikel